De helt løse tanker.
Men nu hvis det bare er meningen, at vi hver dag skal forholde os til livet. At det hele ikke helt kan mekaniseres. Automatiseres. Vi kan øve og øve og øve os på at skifte fokus og forholde os afkoblet. Men det forsvinder ikke. Livet, altså. Eller, det livet bringer med sig.

Måske er det ikke det, at skulle forholde sig til tanker og livet generelt, der er problemet, men måden vi forholder os til det, på. Tyngden og mængden, af de tanker der popper op. Måske, bare måske, så får det, at øve sig og implementere nye strategier ikke det svære til at forsvinde, men i stedet får det svære til at være udholdeligt?

Måske skal vi altid forholde os til livet – ikke bare lege os lallede igennem. Min barnlige forestilling om, at når jeg bare jeg bliver xx år gammel, så har jeg regnet den ud. Så lever jeg bare livet, easy peasy lemon squeezy. Men det er som om, at den forestilling i mange år er krakeleret – og det nu er ved at gå op for mig, at jeg altid kommer til at bruge tid og energi på at håndtere ting i hverdagen og livet generelt. Måske er målet bare, at øve sig på at det bliver på en udholdelig måde, at livet skal leves. Også når det er svært. En måde der ikke får os i konstant mistrivsel.

Men hvis vi altid skal forholde os til livet – og den barnlige forestilling ikke ér. Så passer jeg jo heller ikke længere ind, i mine forestillede voksen-kasser. Livet er noget andet, end jeg troede.

Måske er det ikke det, at kasserne er anderledes end jeg troede.

Måske skal vi selv modelleres – ikke så vi passer ind i samfundets kasser, men så vi kan modellere os og tilpasse os, når livet sker. Så vi udvider vores egne muligheder for at forholde os, til netop livet. Det er lettere at forme en klump modellervoks til pludseligt at passe ind i en trekantet form, selvom den for 10 sekunder siden var en firkant.

Måske er det, at vi øver os, med til at gøre os modellerbare. Det kan jeg godt lide tanken om. For det understøtter også, at alt er midlertidigt. Den form du har nu, det sted du står nu, det liv du lever nu – det kan se meget anderledes ud på et splitsekund. Og det er ikke fordi jeg vil skabe frygt for, hvad der sker i morgen. Hvilket alligevel er ude af vores kontrol.

Jeg vil bare så gerne, at vi vænner os til at ting sker – og selv de værste ting, de går over igen. Det betyder ikke, at det ikke er svært. Det må det også gerne være. Men det kan føles altoverskyggende, altomsluttende og som noget der står på for evigt. Men. Det. er. midlertidigt.

Jo mere vi øver os i at flytte fokus, forholde os afkoblet til de (over)tænkninger der dukker op, jo mere modellerbare gør vi os. Vi ruster os selv til at gøre livet mere udholdeligt – også når det svære sker.

Måske vi bare skal være… modellervoks?

Indlægget Måske vi bare skal være… modellervoks? blev først udgivet på Anne Katrine Abildgaard Coaching.

Velkommen til bloggen

“Velkommen til bloggen”. Det lyder som et gammelt støvet format. Som noget der var. Ikke ér længere. Og som måske stadig ikke er klar til en revival. Men. Det er nu engang det format der trækker i mig. Og jeg øver mig i at bruge mere tid med det, der reelt har min interesse, frem for det jeg burde. (-og burde er vist pt. TikTok, instagram mv.)

Blog-formatet er det format, der måske kan imødekomme min lyst til- og behov for at skrible længere tankestrømninger sammen indimellem. Et sted til at dele. Frit og uden likes eller deslige. og hvor jeg ikke skal tænke i om det “er hurtigt nok” eller lignende. 

Instagram, TikTok, de hurtige medier. Det strategiske og smarte (…for nogen)
Jeg er også på instagram (hop ind og se hvordan jeg (på ingen måder, haha) nailer den del her). Og jeg øver mig. Især på det der med at det skal være kort og hurtigt. Det er jeg ikke så god til. Men jeg øver mig. i perioder i hvert fald. Jeg er heller ikke god til at filme mig selv og snakke imens. At se mig selv og høre min egen stemme er generelt tåkrummende og en mental blokering som jeg ikke orker at gå ind i lige i tiden. Hehe. Den dag kommer nok. For der ér gang i reachet på instagram.

Og det er fedt! især når man har et produkt man tror på – som man gerne vil gøre andre opmærksomme på eksisterer.
Et produkt der har haft en positiv og livsomvæltende indflydelse på eget liv. Et produkt der har sin eksistensberettigelse og som man ægte gerne vil dele. Med så mange som muligt. Så er en stor rækkevidde god at have.
Men coaching kan være så fluffy at forklare. Det kan føles så søgt. Der er mange om buddet og der er ikke et facit i coaching.
Men det kan virkeligt være effektivt! Så jeg vil ægte gerne hjælpe andre, der også gerne vil bryde ud af vaner og mentale blokeringer der står i vejen for at de kan leve et så frit og roligt liv som muligt. 

Der findes så mange “guides” til hvordan du skaber et hurtigt voksende antal følgere, hvordan du med specifikke strategier kan skabe et større reach og dermed potentielt et højt klientflow. Og det er mega fedt! og giver virkeligt god mening. Det føles bare som en pligt ligeså snart jeg tænker på at skulle lave det. Så jeg lader være. Deler på instagram i øst og vest. Når jeg har lyst. Lige nu.

Jeg har et fint klientflow til min virksomhed lige nu. Jeg arbejder fuldtid på en efterskole og har ikke mange tider til coaching. Lige nu er jeg fuldt booket. Så det er ikke fordi jeg har brug for at få flere klienter ind lige nu.

Deletrang uden pres
Men jeg har brug for alligevel at dele, kan jeg mærke. Måske ved jeg ikke helt præcist om hvad. Men jeg kan mærke at det skal være uden en bestemt strategi der dræner mig, inden jeg går igang. Giver det overhovedet mening? 

Jeg tror bare jeg er et sted i livet, hvor jeg har brug for at gøre ting der bare er rare og fordi jeg har lyst. Så selvom jeg tilbyder coaching og kostvejledning – så er jeg også et menneske med en trang til at dele. -en lyst til at dele. At reflektere og fordybe mig. Nogen gange dybt og seriøst. Andre gange let og legende. Og gerne på skrift. Det kan jeg bare godt lide.

Så jeg accepterer at blog-formatet måske er dødt. – i dag føder jeg en ny blog anyways.
Det vil nok primært stadig omhandle mental og fysisk sundhed – men måske også med afstikkere. Den frihed vil jeg gerne give mig selv. Så er du til det korte og hurtige – så er instagram måske mere stedet for dig og ellers… velkommen til!

Indlægget En nyfødt blog, i et dødt blogland blev først udgivet på Anne Katrine Abildgaard Coaching.