De helt løse tanker.
Men nu hvis det bare er meningen, at vi hver dag skal forholde os til livet. At det hele ikke helt kan mekaniseres. Automatiseres. Vi kan øve og øve og øve os på at skifte fokus og forholde os afkoblet. Men det forsvinder ikke. Livet, altså. Eller, det livet bringer med sig.

Måske er det ikke det, at skulle forholde sig til tanker og livet generelt, der er problemet, men måden vi forholder os til det, på. Tyngden og mængden, af de tanker der popper op. Måske, bare måske, så får det, at øve sig og implementere nye strategier ikke det svære til at forsvinde, men i stedet får det svære til at være udholdeligt?

Måske skal vi altid forholde os til livet – ikke bare lege os lallede igennem. Min barnlige forestilling om, at når jeg bare jeg bliver xx år gammel, så har jeg regnet den ud. Så lever jeg bare livet, easy peasy lemon squeezy. Men det er som om, at den forestilling i mange år er krakeleret – og det nu er ved at gå op for mig, at jeg altid kommer til at bruge tid og energi på at håndtere ting i hverdagen og livet generelt. Måske er målet bare, at øve sig på at det bliver på en udholdelig måde, at livet skal leves. Også når det er svært. En måde der ikke får os i konstant mistrivsel.

Men hvis vi altid skal forholde os til livet – og den barnlige forestilling ikke ér. Så passer jeg jo heller ikke længere ind, i mine forestillede voksen-kasser. Livet er noget andet, end jeg troede.

Måske er det ikke det, at kasserne er anderledes end jeg troede.

Måske skal vi selv modelleres – ikke så vi passer ind i samfundets kasser, men så vi kan modellere os og tilpasse os, når livet sker. Så vi udvider vores egne muligheder for at forholde os, til netop livet. Det er lettere at forme en klump modellervoks til pludseligt at passe ind i en trekantet form, selvom den for 10 sekunder siden var en firkant.

Måske er det, at vi øver os, med til at gøre os modellerbare. Det kan jeg godt lide tanken om. For det understøtter også, at alt er midlertidigt. Den form du har nu, det sted du står nu, det liv du lever nu – det kan se meget anderledes ud på et splitsekund. Og det er ikke fordi jeg vil skabe frygt for, hvad der sker i morgen. Hvilket alligevel er ude af vores kontrol.

Jeg vil bare så gerne, at vi vænner os til at ting sker – og selv de værste ting, de går over igen. Det betyder ikke, at det ikke er svært. Det må det også gerne være. Men det kan føles altoverskyggende, altomsluttende og som noget der står på for evigt. Men. Det. er. midlertidigt.

Jo mere vi øver os i at flytte fokus, forholde os afkoblet til de (over)tænkninger der dukker op, jo mere modellerbare gør vi os. Vi ruster os selv til at gøre livet mere udholdeligt – også når det svære sker.

Måske vi bare skal være… modellervoks?

Indlægget Måske vi bare skal være… modellervoks? blev først udgivet på Anne Katrine Abildgaard Coaching.