Og der stod jeg. Alene og forladt – fyldt med mennesker omkring mig
Forladt af mig selv. Uden at vide i hvilken retning, jeg skulle tage mine næste skridt. Hverken i rummet jeg stod i, med kollegaer omkring mig, eller i livet generelt. Tomme følelser, proppet med hvirvlende tanker, mast ind i hovedet.
Forladt og fortabt. Alt imens jeg prøvede at forklare. At få folk til at forstå. Selv forstå. Hvordan jeg var nået dertil.
Det føltes som om det ville fortsætte for altid. At jeg ville være fanget i mit eget hoved af hvirvlende og forstyrrende tanker, som jeg ikke kunne konkretisere, men som manifesterede sig som overvældende følelser, der pressede på min brystkasse og gjorde det svært at trække vejret. Alt føltes ude af min kontrol. Komplet magtesløs over hvad jeg lod få min opmærksomhed. Fortabt.
Når det midlertidige bliver essentielt.
Og hvad jeg dengang ikke endnu havde forstået var, at det her også var midlertidigt.
Som hjertets slag der viser sig med høje bakker og lave dale på hjertediagrammet. Et billede på at vi er i live. At hjertet slår. Udslagene er vigtige. Nødvendige, for at der er puls.
Men det vidste jeg ikke.
Og den følelse af- og frygt for at det for evigt skulle føles som et kontinuerligt ubehag, mentalt og fysisk, det var ægte utrygt og blev altopslugende.
-for en stund. For alt ér midlertidigt.
Og det skulle jeg lære i tiden herefter. For selv om perioden med ubehaget, var noget længere, end jeg måske havde regnet med,
så gik det over. Det ér gået over.
Men. Hvor ville jeg ønske jeg havde haft de redskaber jeg har i dag – for så havde perioden ikke været lige så lang og jeg havde
haft muligheden for at tage følelsen af kontrol tilbage langt hurtigere.
Den dag tilbage i 2020, da jeg reelt stoppes af stress – overmandet, overvældet, væltet af min egen overtænkning og mangel på at
have holdt fast i mine egne værdier i for lang tid; den dag føltes det som om jeg mistede mig selv.
Men i virkeligheden var det den dag, der i dag står som årsag til, at jeg fandt mig selv.
Det er blevet så tydeligt for mig – at med den rette hjælp, så kan kontrollen genvindes og hjertets slag kan finde en rolig rytme, uden
de helt store ødelæggende udslag. Livet skal nok ske, og ramme os, uanset. Vi behøver ikke selv udfordre os unødvendigt, med
mistrivsel som resultat.
Livet sker. Hele tiden. Det er ikke det, der er problemet. Det handler meget mere om hvad du gør, når livet sker <3. og dér. Lige dér
vil jeg gerne hjælpe andre, at lære at få kontrollen tilbage og handle i overensstemmelse med egne værdier – således mistrivslen
bliver så kort som muligt, og at den, mens den står på, ikke føles farlig, men som noget man ved nok skal gå over. For med den
viden – så bliver alt automatisk mindre farligt – for om lidt er det jo ovre igen.
Ræk ud, hvis det føles som om du har mistet kontrollen. Hvad er det værste der kan ske?
…og husk. Hvis der ingen udslag er – så slår hjertet ikke. Og om lidt er du klar til næste hjerteslag<3
Hvis du kan genkende noget i det jeg skriver og har lyst til at arbejde med din egen trivsel – så send mig endeligt en uforpligtende mail på annekatrineabildgaard@gmail.com eller følg med på instagram og send mig en besked derinde ak_abildgaard.